Stort engagement og motivation til at lære sikrer Tobias jubilæumslegat
Der var masser af roser til 20-årige Tobias Baungaard fra arbejdsgiveren O. Søndergaard & Sønner i den indstilling som Dansk Maskinhandlerforening modtog. Det var derfor nemt for bestyrelsen at beslutte, at Tobias skulle modtage Dansk Maskinhandlerforenings jubilæumslegat i år.
Anders Søndergaard skriver bl.a. i indstillingen: - Vi har set en kæmpe udvikling med Tobias gennem hans læretid – både personligt og fagligt. Han har gennem hele forløbet været engageret og motiveret for at lære. Derudover er hans ro og humor med til at skabe et godt arbejdsmiljø på værkstedet, og han er meget troværdig og tydelig i sin kommunikation med vores kunder, og kan forklare dem om problemer, årsager og løsninger, så de forstår det.
Tobias har gennemført sin uddannelse på talentspor og med et flot 10-tal i sin svendeprøve.
- Jeg valgte talentspor på trods af, at jeg er ordblind, da jeg gerne ville have så meget med som overhovedet muligt i forhold til min uddannelse. Ordblindhed skal ikke være en forhindring, når man synes, det man arbejder med, er sjovt, siger Tobias.
Har mærket Corona i forhold til skoleophold
Tobias er en af de lærlinge der har mærket Corona i forhold til sine skoleperioder. Hele 2 hovedforløb er blevet afviklet som fjernundervisning, hvilket ikke har været optimalt.
- Jeg må sige at lærerne på HEG har gjort alt hvad de kunne, men det er bare ikke det samme, når man skal se tingene på en skærm og ikke kan få hænderne i det - det kræver noget ekstra af én. Man skal være god til selv at holde motivationen, når undervisningen bliver så meget mere elektronisk, end man er vant til og har forventet, siger Tobias og fortsætter: Vi har dog haft et super godt sammenhold i klassen og været rigtig gode til at hjælpe hinanden. Vi har også været gode til at holde kontakten, efter vi er blevet færdige og ser stadig en del til hinanden.
Maskiner fylder også i fritiden
Tobias er vokset op med en far, der er selvstændig automekaniker, og han hjælper da også i værkstedet af og til. Men det er altså traktorerne, der har hans helt store interesse, og som også fylder meget i fritiden.
- Jeg købte min første Ferguson veteran traktor fra 1957, inden jeg blev konfirmeret og alle konfirmationspengene gik til at istandsætte den. Så fik jeg et lille stykke jord, hvor jeg kørte med min traktor og diverse maskiner og dyrkede kartofler, som jeg solgte i en bod ved vejen, fortæller Tobias.
Siden er det blevet til et helt maskinhus fuld af veteranmaskiner hjemme på forældrenes nedlagte landbrug, som i dag tæller hele 5 traktorer, mejetærsker, slåmaskiner, skårlægger m.m. Det er også blevet til en enkelt bil - en BMW e30, som også er blevet sat i stand.
Interessen deler han med kollegaen Henrik, og de to tager af og til på stumpemarkeder i bl.a. Tyskland og leder efter dele til deres veteranmaskiner.
Målsætningen er EM
Rent arbejdsmæssigt håber Tobias, han kan blive mange år hos O. Søndergaard og Sønner og få en masse erfaring indenfor sit fag. Han har dog lidt andre målsætninger for sin anden fritidsinteresse, som er at køre løb med fjernstyrede biler i klassen "1/5 large scale onroad".
- Forrige år blev det til en 2. plads til DM og i år en 3. plads. Derfor er målsætningen i 2022 helt klart en 1. plads, og så kunne jeg godt tænke sig at stille op ved EM i 2023, slutter Tobias med et smil.
Fra venstre ses legatmodtager Tobias Baungaard, medejer af O. Søndergaard & Sønner Anders Søndergaard, bestyrelsesmedlem i Dansk Maskinhandlerforening Troels Jensen og direktør i Dansk Maskinhandlerforening Klaus Nissen.
Dansk Maskinhandlerforenings Jubilæumsfond uddeler i år 3 legater til unge mennesker, som har udmærket sig både på det faglige niveau og på det personlige plan. Hver legatmodtager får - ud over æren og et diplom - 10.000 kroner. For yderligere information kan direktør Klaus Nissen træffes på tlf.
2029 5971.
Dansk Maskinhandlerforening er officiel brancheforening og arbejdsgiverforening for landbrugsmaskinforretninger i Danmark.