Nytårsudtalelse fra formanden
Danmark version 2020 bliver med øget klimafokus
Efter et af de vådeste år i mands minde er vi nu, efter at rådhusklokkerne har ringet, trådt ind i et nyt årti. Jeg ser tilbage på 2019 som et år, der bød på mange begivenheder og udfordringer - og frem mod et 2020, som sikkert ikke bliver mindre begivenhedsrigt og udfordrende for dansk landbrug og de danske maskinhandlere.
De store mængder regn, der er væltet ned over Danmark dette efterår, har mildest talt besværliggjort høsten af kartofler og majs. Det er heller ikke godt nyt for vinterafgrøderne, der risikerer at rådne væk på markerne. Allerede på nuværende tidspunkt har jeg kendskab til store arealer i Vestjylland, som skal sås om til foråret. Det betyder desværre en stor udgift på 2500 – 3000 kroner per hektar.
Overalt i landet har landmændene brugt mange flere penge på bjergning af høsten, end de plejer, og det gør ondt på bundlinjen.
Klimaet er tydeligvis under forandring og er i et stort omfang uden for vores kontrol. Hvis vi på sigt skal ændre noget ved vores klimaudfordring, er det vigtigt, at vi står sammen og får lavet fælles international lovgivning, hvor alle lande går sammen om en fælle klimalov, i stedet for at Danmark går enegang på området.
Økonomisk fremgang og flere unge i branchen
Når vi kigger tilbage, på året der er gået, har vi oplevet, at det går bedre hos de fleste maskinhandlere. Virkningerne fra tørken i 2018 har dog sat sine spor hos en del maskinhandlere. Egenkapitalen hos den enkelte maskinhandler stiger og økonomien ser fornuftig ud i en branche, der igen tjener penge, og det glæder mig meget.
I vores samarbejde i Climmar går Danmark forrest i at gøre Climmar til en stærk organisation overfor vores samarbejdspartnere til fælles gavn for alle medlemmer.
Derudover har DM deltaget aktivt i arbejdet med at rekruttere elever og lærlinge til branchen, så vi sikrer kvalificeret arbejdskraft i fremtiden. Det er glædeligt at se, at vi også i 2019 har fået flere lærlinge og elever, der søger vores vej.
Derfor fortsætter DM sammen med bl.a. Erhvervsskolerne Aars og konkurrencen Danmarks Bedste Lærling (DBL) med at prioritere rekrutteringsarbejdet højt – bl.a. ved at ramme de unge allerede fra 7. klasse med kampagner på sociale medier, hvor vi ved, de er til stede.
Dansk Maskinhandlerforening deltager også ved DM i Skills i Bella Center fra den 16. – 18. januar 2020. Vi er tilmeldt med entreprenørmaskinmekaniker som konkurrencefag og med landbrugsmaskinmekaniker og handelsassistent som demonstrationsfag.
Fremtiden ligger hos de unge mennesker, og det er fantastisk at se, hvor dygtige lærlinge og elever, vi faktisk kan producere. Med en flot indsats af Anders Sørensen til sidste års VM i Skills kan vi godt være med internationalt, og i 2020 sender vi selvfølgelig en ny repræsentant for vores fag til EM i Skills i Østrig.
Socialdemokratisk mindretalsregering
Sent tirsdag aften den 25. juni trådte Mette Frederiksen ud fra Landstingssalen på Christiansborg. Den samlede venstrefløj var blevet enig om at gøre Mette Frederiksen til statsminister efter knap tre ugers regeringsforhandlinger.
Der er efterfølgende blevet indgået en ny finanslov samt udarbejdet en klimalov, som vi først kommer til at mærke virkningen af i 2020.
Jeg ønsker, at den nye regering og folketinget tager fat om en meget stor opgave i at komme svindel med fællesskabets penge til livs. Det er mildest talt rystende, og det er dybt undergravende for min tillid som skatteborger i Danmark med de mange sager, som har set dagens lys i 2019.
Dansk eksport-eventyr truet af BREXIT
2019 var også året, hvor vi har kunnet følge Storbritanniens exit fra EU.
Som det ser ud på nuværende tidspunkt, venter vi på, at Storbritannien forlader EU den 31. januar 2020.
Årligt eksporterer Danmark for ca.12. milliarder kroner alene i fødevarer til briterne. Et handelssamarbejde om bl.a. dansk bacon, æg og smør, som går flere hundrede år tilbage,
og som en række af vores europæiske naboer også nyder godt af.
Derfor håber jeg meget, at Borris Johnson og EU lander en fornuftig handelsaftale, så der kommer ro på alle fronter i 2020, hvor individuelle handelsaftaler skal falde på plads. Herunder en aftale med Danmark, så landbruget, og i sidste ende maskinhandlerne, ikke mister den indtægt, som briterne hvert år lægger på bordet.
Vi følger nøje udviklingen, og håber på det bedst mulige udfald for alle parter.
Et spændende 2020 forude
Samarbejdet i Climmar-regi vil også i 2020 blive en del af hverdagen i sekretariatet i forbindelse med de mange nye opgaver, som Danmark har påtaget sig.
Hvad angår den daglige kontakt til medlemmerne, vil vi fortsat bestræbe os på, at være en aktiv sparringspartner for det enkelte medlem med vores arbejdsgiverrådgivning. Vi vil også deltage aktivt i samarbejdet med mærkeforeninger og maskinhandlere, omkring samarbejde og kommunikation med importører og redskabsleverandører i deres evt. nye strategier.
Med disse ord vil jeg gerne sige tusind tak for året 2019, samt ønske dig og din familie et godt og lykkebringende nytår.
Med venlig hilsen
Formand Jens Aage Jensen,
Dansk Maskinhandlerforening