Han kan kalde sig Danmarks bedste lærling

Daniel Højbjerg kunne lørdag hæve pokalen og kalde sig vinder af DBL 2019. Nicklas Elkjær (nr. 2 fra venstre) tog andepladsen, mens Mads Kristiansen (th.) blev tre’er. Lasse Jensen (tv.) blev nummer fire.


I weekenden vandt Daniel Højbjerg Danmarks Bedste Lærling – Landbrugsmaskinmekaniker.

Maskinforretningen Johannes Mertz A/S i Maribo har Danmarks bedste lærling indenfor landbrugsmaskinmekaniker-uddannelsen. Fredag og lørdag 1.-2. november løb det syvende danmarksmesterskab for lærlinge af stablen på Erhvervsskolerne Aars. Og ud af fire finalister kunne 21-årige Daniel Højbjerg lørdag eftermiddag løfte pokalen som vinder af DBL, Danmarks Bedste Lærling – Landbrugsmaskinmekaniker 2019.

Forinden havde de fire finalister over to dage været igennem fire forskellige opgaver for at udfordre deltagerne. Og navnlig to af opgaverne viste sig svære: En Deutz-Fahr traktor og en række småmaskiner.
- Jeg har aldrig repareret motorsave og buskryddere andre steder end i min fritid. Og Deutz-traktoren var enormt udfordrende med den megen fejlfinding, fortæller Daniel Højbjerg.

Også feltets nummer to Nicklas Elkjær fra Kragmann A/S var udfordret af de små maskiner i konkurrencen.
- I dag har jeg lært at indstille en karburator på en motorsav, fortæller han med et smil, der vidner om, at opgaven kom bag på ham.

Vigtigt med alsidighed

Mads Kristiansen fra Maskincenter Roskilde fik tredjepladsen, mens Lasse Jensen fra Sjørup Group blev nummer fire. Også de blev udfordret af opgaverne. Men alsidigheden i de forskellige opgaver er vigtig, fortæller Heine Jensen, koordinator og faglærer på Erhvervsskolerne Aars.

- For os har det været vigtigt at gøre konkurrencen så alsidig som mulig. Vi vil gerne vise, hvor bred uddannelsen som landbrugsmaskinmekaniker er – og vise at faget er alt lige fra elektronisk fejlfinding til at lappe et dæk, uddyber han.

Til alle fire finalister var der store præmier fra hovedsponsoren Kramp, mens den eftertragtede vandrepokal nu skal stå ét år hos Johannes Mertz A/S, indtil en ny vinder kåres næste år. Det er i øvrigt første gang pokalen er så langt mod sydøst som Lolland. Fem gange tidligere er pokalen vundet af finalister i det jyske samt én gang på Fyn.

Bag konkurrencen står Dansk Metal, LandbrugsMedierne, Dansk Maskinhandlerforening og Erhvervsskolerne Aars.