Log ind

Log ind

Eventyrlysten landbrugsmaskinmekaniker modtager jubilæumslegat

Forleden fik den 21 årige landbrugsmaskinmekaniker Simon Asholm Nielsen fra Ringe Maskinforretning A/S overrakt Dansk Maskinhandlerforenings jubilæumslegat. I indstillingen fra direktør Hanne Korsdal Andersen står der blandt andet: ”Simon er en ener både i forhold til hans væsen, hans ihærdighed og hans dygtighed. Selvom han er nyudlært, arbejder han allerede på højde med sine kollegaer. Simon er en af de allerbedste lærlinge, vi nogensinde har haft.”

Interesse og dedikation

Simons interesse for faget stammer helt tilbage fra da han var barn, hvor han kom meget på nabogården og hjalp til. ”Jeg har altid synes det var mest spændende med maskinerne,” siger Simon og fortsætter: ”Jeg synes alle aspekter af jobbet er interessant og udfordrende, og jeg får lov til at være med til alt her på værkstedet.”

Simons interesse for og dedikation til faget fortsætter også i fritiden,” siger Hanne Korsdal Andersen. ”Han har renoveret sin egen traktor til perfektion og har også deltaget i et lokalt traktortræk,” tilføjer hun.

På spørgsmålet om hvordan det gik, svarer Simon smilende: ”Det gik meget godt. Der var 3 i min klasse, den ene kom ikke til start, og den anden kørte i stykker, så jeg vandt! Det sjove var nu at sætte den i stand, men det var også en dyr fornøjelse.”

Netop hjemvendt fra sit livs oplevelse

Legatet har ligget og ventet på Simon nogle måneder, da han netop er kommet hjem fra en fantastisk tur til Australien, hvor han har høstet og arbejdet som mekaniker i 4 ½ måned. ”Det har været en fantastisk oplevelse,” siger Simon og fortsætter: ”Jeg tog derned for at arbejde for en contractor, som havde flere mejetærskere, og så var vi et helt hold danskere, som startede nordpå og bevægede os ca. 3500 km. sydpå over de måneder. Jeg fik den ældste mejetærsker, så jeg endte med at have ca. lige så mange skruetimer som køretimer – hvilket egentlig var fint nok, da det med at høste blev lidt langtrukket, som tiden gik - så jeg skifter helt sikkert ikke til maskinstation-branchen. Det var rigtig hårdt arbejde, og nogle uger arbejdede vi 20 timer om dagen og sov under mejetærskerne, da det ikke kunne betale sig at tage hjem og sove. Der var dog også dage med regn, hvor vi kunne tage ud og se noget af Australien eller indhente noget søvn”, siger den unge mekaniker.

”Efter min kontrakt var slut, rejste jeg rundt i Australien, Tasmanien og New Zealand i 1 ½ måned med mine danske kammerater og oplevede en masse. Det er også blevet til flere nye venskaber undervejs, som åbner døre for endnu flere udlandsbesøg – bl.a. skal jeg om få uger besøge en ven i Canada, som jeg mødte på turen. Jeg kunne godt tænke mig at komme afsted igen. Det skulle være et andet sted i verden for at se noget nyt, men det må meget gerne være i forbindelse med mit fag. Så hvis Ringe Maskinforretning kan undvære mig igen i en stille periode, er jeg klar, men nu må vi se hvad der sker,” slutter Simon.

Nu er der i hvert tilfælde kr. 5.000,- fra jubilæumslegatet på kontoen til en flybillet, hvis det bliver aktuelt.

Fra venstre ses værkfører Bjarne Rasmussen, legatmodtager Simon Asholm Nielsen, direktør i Dansk Maskinhandlerforening Klaus Nissen og direktør i Ringe Maskinforretning Hanne Korsdal Andersen.

Dansk Maskinhandlerforenings Jubilæumsfond uddeler i år 10 legater til unge mennesker, som har udmærket sig både på det faglige niveau og på det personlige plan. Hver legatmodtager får - ud over æren og et diplom - 5.000,- skattefrie kroner. For yderligere information kan direktør Klaus Nissen træffes på tlf.  2029 5971.