Log ind

Log ind

TBS Maskinpower inviterer til åbent hus i Toftlund 26. og 27. februar

Så inviterer TBS Maskinpower i Toftlund til åbent hus som traditionen foreskriver. I år er der imidlertid både tradition og fornyelse på programmet.

Traditionen tro afholdes arrangementet over 2 dage sidst i februar, og pølsevognen er også på plads, så de mange gæster ikke går sultne hjem, men i år er der ekstra mange nyheder at vise frem.

Den mest synlige nyhed er en helt ny butiksindretning med integreret udstilling af landbrugsredskaber og traktorer. Det er et helt nyt butikskoncept, hvor nogle af de mere perifere varegrupper som cykler og skiftende partivarer til spotpriser er erstattet af maskiner, værktøj og beklædning målrettet det mere kræsne publikum og branchens proffer, der ikke går på kompromis med kvalitet og holdbarhed.

”Vi vil servicere vores kunder og give dem gode råd, når de har brug for hjælp, og det er der simpelthen ikke mulighed for, hvis vi skal sælge de samme produkter som discountkæderne og konkurrere på prisen”, begrunder den ene af ejerne Stig Jensen retningsskiftet med. ”Discountkæderne kan slippe afsted med at sælge en usamlet plæneklipper til kunderne, få dem til selv at gøre arbejdet og hælde olie på motoren. Det kan (og vil) vi ikke. Her forventer kunderne et andet niveau af service, og det får de!”

Skiftet betyder ikke, at private kunder ikke længere er velkomne. Det er de i allerhøjeste grad, og varesortimentet dækker en stor del af de maskiner og redskaber, folk med grønne fingre og jord under neglene har brug for.

2016 er robotplæneklippernes år

Én af de produktgrupper, TBS´s have-parkafdeling forventer sig meget af dette forår, er robotplæneklippere, og alle TBS´s robot-leverandører er da også klar til at modtage kunderne, når dørene slås op til åbent hus. ”Folk har virkeligt fået øjnene op for de mange fordele, der kan være ved at slippe robotterne løs på græsplænen”, fortæller Andreas Nielsen. Hans erfaring er, at de fleste undersøger robotterne med henblik på at slippe for trælst arbejde og dårlig samvittighed, men ender med at blive stolte over en plæne, der altid er velklippet og fri for mos. Der er imidlertid også flere og flere kunder, som helt nøgternt har regnet ud, hvad det koster at have en ordentlig plæneklipper og betale ansatte timeløn for at slå græs contra at indkøbe en eller flere robotklippere. Det regnestykke falder hyppigt ud til fordel for robotterne.

 

TBS Maskinpower specialiserer sig

Landbruget konsoliderer sig med færre, større og mere specialiserede gårde. Der dyrkes stadigvæk det samme areal, men maskinerne bliver større og mere avancerede, så landmændene kan effektivisere driften og reducere omkostningerne.

Den udvikling smitter af på landbrugets servicepartnere og således også TBS Maskinpower, der har valgt at udvikle kompetencecentre, hvor kunderne møder specialister på hver deres område. I Toftlund er det i første omgang Massey Ferguson traktorer, sprøjteteknologi, kartoffelgrej og vandingsanlæg, der får ekstra fokus. ”Specialiseringen betyder, at vi stadigvæk er gode til det meste, men endnu bedre til vores fokusområder. På de felter vil vi ikke blot være gode, vi vil være de bedste med hensyn til både produktviden og service”, slår Stig Jensen fast med dedikeret stemme.

Vind et gratis sprøjtesyn

TBS Maskinpower har et af Danmarks største og mest avancerede anlæg til syn af marksprøjter. Rent faktisk kan man teste bombredder op til 40 meter i forbindelse med syns-opgaverne. ”Det er der ikke andre i Sydjylland, der kan klare”, fortæller værkfører Erling Holdt. Han fortæller, at det stadigvæk kniber med, at landmændene får taget sig sammen til at få gennemført det lovpligtige syn af deres sprøjter. ”Det skal være på plads senest 26. november, og selvom nogle nok tænker, at det er om lang tid, så kan vi ikke nå det, hvis alle kommer i sidste øjeblik. Og det er skidt for dem, der er for sent ude.”

Derfor gør TBS Maskinpower nu ekstra meget opmærksomhed på emnet og udlodder et gratis sprøjtesyn blandt de kunder, der tilmelder deres sprøjte til syn i løbet af åbent hus arrangementet.

3 års rentefri finansiering af brugte redskaber

Der gives normalt håndslag på mange brugte maskiner, når der er åbent hus. Det håber TBS Maskinpower naturligvis også, at der gør i år. Som noget helt nyt tilbyder man ikke bare kunderne gode ”åbenthus-priser” men også 3 års rentefri finansiering. Ideen er at give kunderne mulighed for at få udskiftet nedslidte redskaber, inden de bryder sammen midt i højsæsonen, og måske også få adgang til nyere og mere effektive redskaber, end de hidtil har kørt med. ”Det er ikke alle landbrug, der har det lige godt for tiden, men vores initiativ med 3 års rentefri finansiering giver i hvert fald flere mulighed for at blive inde i kampen, indtil situationen bedres, og krisen forhåbentligt snart aflyses”, mener Kresten Matthiesen, der er en af TBS Maskinpowers erfarne sælgere.