Log ind

Log ind

Nyt fra Færdselsgruppen – Dispensation for bæltekørertøjer

Nyt fra Færdselsgruppen – Dispensation for bæltekørertøjer

Færdselsgruppens møde med ministeren har betydet arbejde for embedsværket i weekenden, og de er kommet op med denne midlertidige forsøgsordning gældende indtil 1. december 2015, for på den måde at kunne gøre bjærgningen af den sidste rest høst mulig.

Det kræver dog godkendelse af de enkelte kommuner, for at kunne komme fra statsvejene over til kommunevejene, og begrænses desuden af f.eks. broer – men det er nu en mulighed.

Se nedenstående pressemeddelelse:

Forsøgsordning med forhøjede vægte for bæltekøretøjer på statens vejnet

30.09.2015 | Syn og køretøjer

Transport- og Bygningsministeren har iværksat en forsøgsordning om kørsel med forhøjede vægte for bæltekøretøjer på statens vejnet. Forsøget betyder, at bæltekøretøjer indtil 1. december 2015 kan køre med forhøjede vægte på dele af det danske statsvejnet.

Udviklingen i landbruget har igennem en årrække betydet, at der er kommet færre og større landbrug. Derfor bruger landbruget i stigende grad større landbrugsmaskiner for at optimere produktionen.

Derfor har Transport- og Bygningsministeriet iværksat et forsøg med kørsel med forhøjede vægte for bæltekøretøjer.

Konkret tillades kørsel med bæltekøretøjer på statsvejnettet (ikke motorveje og motortrafikveje), hvor vægten ikke overstiger 6.400 kg pr. meter af afstanden mellem forreste og bageste løberulle/aksel. Den faktiske totalvægt må endvidere ikke overstige 32.000 kg.

Bæltekøretøjerne må ikke køre på hverken motorveje eller motortrafikveje. De må heller ikke køre på en række broer, som har utilstrækkelig bæreevne.

Forsøgsordningen træder i kraft 1. oktober 2015. Reglerne om forsøgsordningen er fastsat i bekendtgørelse nr. 1142, som viser kort over, hvor kørsel er tilladt. Forsøgsordningen vil blive evalueret af Vejdirektoratet.

Kommunens vejnet

Forsøgsordningen omfatter kun statsvejnettet. Trafik- og Byggestyrelsen vil dog kunne dispensere fra kørsel med tunge bæltekøretøjer på de kommunale veje. Dette vil ske på baggrund af konkrete ansøgninger.

Trafik- og Byggestyrelsen vil i den forbindelse høre den relevante kommune om, hvorvidt kommunen kan acceptere kørsel i henhold til den ansøgte strækning, tidspunktet for kørslen og det anvendte køretøj.

Trafik- og Byggestyrelsen vil på baggrund af kommunens udtalelse træffe afgørelse i sagen.

Varsling om praksisændring

Styrelsen skal i øvrigt varsle følgende praksisændring i sager vedrørende dispensationer.

Ansøgningerne om dispensation vil blive behandlet med udgangspunkt i, om belastningen fra køretøjet er acceptabel på statsvejnettet. De maksimale belastninger er som følger:

  • 8 ton pr. meter for bæltekontaktlængder op til 1 meter.
  • 32 ton totalvægt.
  • 7 ton pr. meter for bæltekontaktlængder mellem 1 - 2 meter.
  • 6 ton pr. meter for bæltekontaktlængder over 2 meter.
  • 6,4 ton pr. meter af afstanden mellem forreste og bagerste løberulle/aksel.

Det skal dog bemærkes, at bæltekontaktlængden i en forsøgsperiode fra 1. oktober til 1. december 2015 ikke vil være gældende, når der søges dispensation. I denne periode vil det derfor alene være totalvægten og afstanden mellem forreste og bagerste løberulle, som er afgørende for afgørelsen.

Hvis den acceptable belastning af statsvejnettet er overskredet, meddeler Trafik- og byggestyrelsen afslag på ansøgningen.

Hvis den acceptable belastning af statsvejnettet ikke er overskredet, vil Trafik- og Byggestyrelsen indhente en udtalelse fra den kommune, som dispensationen knytter sig til.

Trafik- og Byggestyrelsen vil på baggrund af kommunens udtalelse træffe afgørelse i sagen.

Læs nyheden på Trafik- og Byggestyrelsens hjemmeside »