Log ind

Log ind

Hvem bliver Danmarks bedste lærling?

Fire finalister skal til november dyste om at blive Danmarks bedste landbrugsmaskinmekaniker-lærling til DBL. Arrangørerne mærker stor opbakning til konkurrencen.

Den årlige tilbagevendende begivenhed, DBL, Danmarks Bedste Lærling, er en prestigefuld konkurrence blandt landbrugsmaskinmekanikerlærlinge. Tidligere successer tegner i år til at blive overgået, når DBL for tredje gang løber af stablen til november på Erhvervsskolerne Aars.

Opbakningen til konkurrencen er steget støt, og DBL 2015 bliver ingen undtagelse, når fire unge lærlinge dyster om at stå øverst på podiet. Således er danske Grene Agro hovedsponsor til DBL 2015, og konkurrencen møder også stor opbakning i branchen generelt. Desuden har Dansk Metal i samarbejde med Dansk Maskinhandlerforening ydet 50.000 kroner fra en fælles uddannelsesfond som bidrag til DBL.

”Maskinerne bliver fortsat mere og mere avancerede. Derfor er det vigtigt for hele branchen, at vi får tiltrukket de rigtige mennesker til at servicere maskinstationerne og landbruget. Som brancheorganisation vil vi gerne hjælpe med den opgave, og det er årsagen til, at vi har skaffet pengene til konkurrencen her, som jo kan være en øjenåbner for nye lærlinge,” fortæller Per Hedetoft, konsulent hos Dansk Maskinhandlerforening, om årsagen til det store økonomiske bidrag til konkurrencen.

Det er Erhvervsskolerne Aars, der til dagligt varetager uddannelsen som landbrugsmaskinmekaniker. Igen i år vil der være fire svære opgaver, som finalisterne skal løse på tid. Vinderen er den finalist, der samlet scorer flest point i konkurrencen.

”Konkurrencen skal først og fremmest give de dygtigste lærlinge mulighed for at teste sig selv mod andre, så vi kan finde Danmarks bedste i faget. Samtidig vil vi vise, hvad de unge mennesker egentlig kan præstere. Uddannelsen som landbrugsmaskinmekaniker er en højteknologisk og specialiseret uddannelse”, forklarer Karsten Poulsen, faglærer på Erhvervsskolerne Aars.

Det er ikke kun lærere og lærlingene selv, der oplever konkurrencen som prestigefuld. Det gælder også maskinforretningerne.

”Det giver naturligvis noget stolthed hos en forhandler, når man kan sige, at man har uddannet Danmarks bedste lærling. Det mærker vi derude”, fastslår Per Hedetoft.

DBL 2015 finder sted den 6.-7. november på Erhvervsskolerne Aars i forbindelse med skolens årlige Åbent Hus-arrangement, der afholdes lørdag den 7. november kl. 10-13. Skolen holder åbent for alle, der har lyst til at opleve eksempelvis værkstederne som rummer entreprenør- og landbrugsmaskiner i lange baner. Alle skolens ungdomsuddannelser er repræsenteret til Åbent Hus, og både mestre, lærlinge, kommende elever og pårørende til de nuværende bydes inden for. Læs mere om arrangementet på www.erhvervsskolerne.dk/vind

Bag DBL står Dansk Maskinhandlerforening, Dansk Metal, LandbrugsMedierne og Erhvervsskolerne Aars.

For yderligere information: Dansk Maskinhandlerforening - Per Hedetoft, tlf. 39 17 89 51. Erhvervsskolerne Aars, Ulf Givskov Bender – 61 55 40 30.