Log ind

Log ind

God fidus at give elever uddannelsesaftaler – allerede inden deres grundforløb

At ansætte elever fra Entreprenør – og landbrugsmaskinuddannelsen allerede på grundforløb 1 kan være givet godt ud – det mener i hvert fald Per Stig Andersen, uddannelseschef for Teknologi, byggeri og transport på Erhvervsskolerne Aars.

Med en uddannelsesaftale i hånden bliver de nye elever nemlig automatisk skolehjemsberettiget. Det betyder at de, i samråd med mester, selv kan bestemme, hvilken skole de tager deres uddannelse på – og samtidig få en betydelig refusion: Hele 100% på skolehjemspladsen og 80% på transport, samt kr. 2310 i lønrefusion om ugen.

Tillid til uddannelsen

På Erhvervsskolerne Aars har man samtidig oplevelsen af, at der eksisterer en stor portion tillid til den uddannelse, der udbydes på skolen:

”Vi har godt ry hos arbejdsgiverne. De råder ofte de unge til at tage hele forløbet samlet hos os”. Forklarer Minna Hjorth Jespersen, studievejleder på Erhvervsskolerne Aars.

”Både far og mester har ofte en baggrund hos os og har derfor tillid til uddannelsen, og hvad der sker her hos os. Sagen er dog, at de fleste tekniske skoler udbyder et grundforløb 1, der har med mekanik at gøre, og som de kan tage inden de tager grundforløb 2 i Aars. Dermed er mange elever ikke skolehjemsberettiget fra grundforløb 1, da langt de fleste kan nå en teknisk skole med offentlig transport inden for fem kvarter” tilføjer Per Stig Andersen.

Grundforløb 1 er for de unge elever, der enten lige har afsluttet grundskolen, eller blev færdige med den for op til 1 år siden. For at blive taget i betragtning til en betalt skolehjemsplads skal eleven nemlig have bopæl minimum fem kvarter med offentlig transport fra en erhvervsskole, der udbyder et relevant grundforløb 1.

Også for elever uden uddannelsesaftale

Samtidig skal der fra Erhvervsskolerne Aars lyde en opfordring til forældrene om at benytte deres netværk, til at anskaffe de unge en ansættelseskontrakt, inden de rammer skolebænkens hårde planker.

”Elevernes forældre er ofte selv i branchen og kan således i nogle tilfælde bruge deres netværk til at skaffe deres børn en kontrakt, siger Per Stig Andersen. Dermed undgår både forældre og arbejdsgiver at skulle betale for kostopholdet, samtidig med at eleven får mulighed for at tage hele sin uddannelse på samme skole.

Skulle det imidlertid ikke være muligt at skaffe poderne en ansættelseskontrakt, er alt håb om at deltage i undervisningen på Erhvervsskolerne Aars ikke ude. Det er således stadig muligt at bo på skolehjemmet til en pris, der ofte er langt billigere end fx et efterskoleophold. Egenbetalingen ligger således på blot 3680 kr. om måneden. I prisen er der inkluderet fuld forplejning.

Hvis elever, forældre eller mestre vil høre mere om mulighederne kan man få flere oplysninger ved studievejleder Minna Hjorth Jespersen 96981064 eller praktikcenterleder Asger Andersen 96981009.