Log ind

Log ind

Formand Jens-Aage Jensen har 25 års jubilæum

En fantastisk rejse som maskinhandler

Den 1. november har Jens-Aage Jensen været maskinhandler i 25 år, og siden november 2004 har han tilligemed været formand for Dansk Maskinhandlerforening, som i hans formandstid har udviklet sig i takt med medlemmernes behov

Da Jens-Aage Jensen 1. november 1990 for første gang satte sig til rette i stolen som ejer af Bording Maskinforretning, var det uden viden om den karriere, han skulle få i løbet af de næste 25 år.

- Jeg har lært rigtig meget i de mange år, og det har været en fantastisk rejse, konstaterer han kort tid før jubilæet.

De 25 år har hele tiden budt på muligheder, som jubilaren foretrækker at have fokus på. Dermed ikke sagt, at han viger for de problemer, han som maskinhandler har taget armbøjninger med gennem årene.

- Der har været mange gode år, men der har også været en stribe svære år, fordi vores kunder har haft store økonomiske udfordringer, påpeger Jens-Aage Jensen.

Især siden finanskrisen startede i 2008, har branchen kæmpet med at holde en sund økonomi.

- Tilpasning har været et nøgleord, fastslår han.

En snak med ham om hans karriere som maskinhandler viser da også, at han gennem årene har formået netop at tilpasse sig til mulighederne ved at fusionere eller opkøbe – og i 2013 ved at danne virksomhederne Powtec, LubriQ og H. Andersen med nu i alt 15 medarbejdere.

Dygtige medarbejdere giver muligheder

For en driftig maskinhandler som Jens-Aage Jensen, der nu i 11 år foruden at være maskinhandler også har været formand for Dansk Maskinhandlerforening, handler det i høj grad om at basere sin virksomhed på dygtige medarbejdere.

- Det har jeg haft i alle årene, og de har kunnet arbejde selvstændigt, så jeg har kunnet være hjemmefra for at passe min tjans i Dansk Maskinhandlerforening, forklarer han.

Videre fortæller han, at han igennem de 25 år har samarbejdet med andre maskinhandlere via fusioner.

- Min oplevelse er, at de har været dygtige, og at vi har haft et tæt samarbejde baseret på tillid til hinanden, konstaterer han.

Jens-Aage Jensen kan heller ikke lade være med at nævne baggrunden for, at han igen valgte at starte for sig selv i marts 2013 med Powtec.

- Jeg ville gerne have salg med kundekontakt, som en del af min daglige aktivitet, men var blevet administrativ direktør med ingen tid til salg, fortæller han.

Formand Jens-Aage Jensen på talerstolen.

Indsatsen skal gøre gavn

Da Jens-Aage Jensen mødte op til det første valgmøde i region Midt for Dansk Maskinhandlerforening, havde han ikke forudset, at hans valg til dens bestyrelse allerede på det første bestyrelsesmøde skulle føre til, at han også blev valgt som ny formand for regionen.

- Det var i 1998, og de ældre med mere erfaring hjalp mig på vej, erindrer han.

Som formand for regionen indgik han også i Dansk Maskinhandlerforenings forretnings-udvalg fra november 2000, som han blev formand for i 2004, og posten bestrider han stadigvæk.

Gennem de 17 år, hvor han har været med, er der sket en meget stor udvikling i Dansk Maskinhandlerforening, som hele tiden har tilpasset sig medlemmernes behov for ydelser.

- Personligt har jeg det sådan, at jeg skal sidde som formand af gavn og ikke af navn.

- Det skal være sådan, at jeg møder op af lyst og med evne til at skabe dynamisk udvikling i takt med de udfordringer, vi møder, fastslår han.

For Jens-Aage Jensen er det også vigtigt at fremhæve, at hans familie i alle årene har stået bag hans mange aktiviteter, som også har givet mange timer væk fra hjemmet.

Jubilæet markeres med en reception hos Powtec i Bording Kirkeby torsdag 10. december 2015 kl. 13 for indbudte gæster, forretningsforbindelser og kunder.

Fakta

1. november 1990      Køber Bording Maskinforretning
1. juli 1995                  Køber Svend Fastrups Maskinforretning sammen med Henning                                       Andersen i Videbæk.
1. maj 2000                 Fusion mellem Henning Andersens Maskinforretning- Svend Fastrups Maskinforretning og Bording Maskinforretning – nyt navn er Vibo Maskiner
1. maj 2005                 Eneejer af Vibo Maskiner
1. oktober 2009          Fusion mellem Vibo Maskiner, A/S Jens Andersen, Bjørslev & Mortensen og Vester Nebel Maskinforretning – nyt navn er MVJ Maskiner
1. marts 2013              Køber følgende ud af MVJ Maskiner:
H. Andersen, LubriQ centralsmøring samt kartoffeldelen, vandingsdelen - nyt navn er POWTEC.
1. juli 2014                  Opkøber reservedele fra Agratech i Ådum.
Oktober 2015              LubriQ centralsmøring udnævnt til Gazelle-virksomhed

For yderligere information kan Jens-Aage Jensen træffes på tlf: 2125 4013

 Dansk Maskinhandlerforening er officiel brancheforening og arbejdsgiverforening for landbrugsmaskinforretninger i Danmark.

Medlemskredsen omfatter 134 hovedforretninger med i alt 195 udsalgssteder fordelt over hele landet.

Medlemmerne omsatte i 2014 for 9,0 mia. kr. fordelt på nyt og brugt materiel samt reservedele og reparationer.

Medlemmerne beskæftigede pr. 30. september 2014 2.914 medarbejdere inden for service, reservedele, salg og administration.