Log ind

Log ind

Thy Traktor & Maskinservice bliver Deutz-Fahr forhandler

Fra 1. maj står der Deutz-Fahr over porten hos Thy Traktor & Maskinservice, for da overtager Kurt Bliksted og hans team forhandling og servicering af de grønne traktorer i Thy-området.

Forhandlingen gælder alle 3 SDF-traktormærker, der markedsføres i Danmark – Deutz-Fahr, Same og Lamborghini. ”Vi vil koncentrere os om Deutz-Fahr i salgsarbejdet, men er rigtigt glade for at kunne tilbyde kunder med Same og Lamborghini reservedele og service”. Han understreger dog, at ønsker en af de mærkeloyale kunder en ny Same eller Lamborghini, så er det absolut også en mulighed.

Hos HCP Danmark A/S, der distribuerer SDF-traktorerne i Danmark, er man glade for samarbejdet. ”Thy Traktor & Maskinservice har udviklet sig utroligt meget de seneste år. Det er en ambitiøs, serviceminded forhandler, så vi forventer os meget af samarbejdet”, siger marketingchef Johnny Hansen, HCP Nordic. Han er også glad for, at de kunder, der mistede deres faste serviceleverandør med konkursen hos Aarup Maskinforretning, nu har nem adgang til lokal service igen. ”Med Thy Traktor & Maskinservice får vi en samarbejdspartner, der har samme holdning til after sales service som os. Vi har et fuldt udrustet klargøringsværksted, servicespecialister og et komplet reservedelslager i Krogager ved Grindsted, og Kurt har et team af dedikerede servicefolk, så kunderne kan føle sig trygge. De kan få serviceret deres traktor lokalt og kompetent”.

Det grønne stempel

Kurt Bliksted er både glad og stolt over at være blevet Deutz-Fahr forhandler. Glad fordi forhandlingen giver ham og hans team mulighed for at udbygge forretningen endnu mere. Stolt fordi forhandlingen af Deutz-Fahr markerer et trin i forretningens udvikling. ”Uden at rose os selv alt for meget, så ser jeg forhandlingen som et bevis på, at vi gennem de seneste 10 år har udviklet forretningen så meget, at vi nu rykker op i branchens hierarki. ”

Med Deutz-Fahr får forretningen mulighed for at sælge en bred vifte af modeller i utroligt mange udstyrsvarianter. De nyeste Deutz-Serier 5, 6 og 7 har vakt berettiget opsigt med spektakulært, potent design, brændstoføkonomiske motorer og moderne teknologi. De fås lige nu med op til 273 hk med trinløs transmission og til efteråret kommer endnu en model – Serie 9 – med helt op til 340 hk.

Moderne faciliteter

Thy Traktor & Maskinservice råder over moderne bygningsfaciliteter, der blandt andet indeholder en butik i 2 afsnit, reservedelslager og et fuldt udbygget maskinværksted med traverskran osv. Der er allerede nu godt belagt på værkstedet, med de mange traktorer af alle mærker firmaet servicerer, men som Kurt nævner er der stadigvæk langt fra værkstedsgavlen til skel, så det er der råd for.

Det daglige arbejde varetages af Kurt, hans hustru Mona og et team på 6 servicemedarbejdere, der ud over værkstedsfaciliteterne på Hjardalvej 4 mellem Thisted og Sjørring råder over 3 fuldt udrustede servicebiler. Hele teamet skal nu sætte sig ind i HCP´s systemer og hurtigst muligt gennemgå en intensiv uddannelse i produkterne og frem for alt deres servicering. Den udfordring tager hele teamet gerne imod. Dels servicerer man allerede nu mange traktormærker, dels synes det unge team, at det er spændende at lære noget nyt – specielt da, når teknologien er så topmoderne som i de nye Deutz-Fahr modeller.

Butikken er vigtig

Thy Traktor & Maskinservice har over årene opbygget et stort butikssalg. Faktisk er butiksarealet blevet dobbelt så stort som først planlagt, så der nu rent fysisk er 2 afsnit. Her sælges maskiner, redskaber, beklædning og ”dimser” til alle med lidt jord under neglene eller grønne fingre. Som forhandler af blandt andet Grene, KOM-PLET, Kärcher og en lang række andre kvalitetsmærker er der noget at komme efter for alle kunder. ”Vi handler selvfølgelig med områdets landmænd, entreprenører osv., men der kommer også mange private kunder, som sætter pris på personlig service og for eksempel gerne vil have deres nye plæneklipper leveret klargjort og funktionstestet i stedet for at få den leveret i en papkasse og selv skulle samle den”. Af samme grund har butikken også lørdagsåbent fra 9-12.

Kurt Bliksted.