Log ind

Log ind

Tænk fremsynede danske læsninger ind i det kommende energiforlig

Tænk fremsynede danske løsninger ind i det kommende energiforlig

Halm og anden biomasse fra landbruget har potentialet til at give konkurrencedygtige priser på klimaneutral energi samtidig med, at der kan skabes endnu mere beskæftigelse i landdistrikterne, fremhæver 3F, Danske Vognmænd, Danske Halmleverandører, Danske Maskinstationer & Entreprenører og Dansk Maskinhandlerforening

 

Hvis de danske politikere glemmer at tænke visionært, kan Danmark ende med at blive storimportør af brasiliansk ethanol og canadisk flis.

Ingen af delene skaber ny teknologisk viden i Danmark, øger beskæftigelsen eller giver et langsigtet løft til den danske samfundsøkonomi.

- Vi er simpelthen bange for, at et bredt flertal i folketinget er på vej med et energiforlig, som slet ikke har fokus på de danske muligheder for at blive selvforsynende med klimavenlig dansk energi.

- Der er et meget stort potentiale i såvel biogas som bioetanol på basis af biomasse som f. eks. halm fra landbruget, påpeger repræsentanter fra 3F, Danske Vognmænd, Danske Halmleverandører, Danske Maskinstationer & Entreprenører og Dansk Maskinhandlerforening i en fælles udtale efter et møde mandag 30. januar, hvor energi- og finansordfører Mike Legarth (K) som eneste politiker var mødt frem.

Fælles for dem er, at de ønsker et energiforlig, hvor politikerne tænker i langsigtede løsninger, der gavner det danske samfund.

- Vores intention er ikke at blive syltet ind i en masse statsstøtte.

- Men der er brug for at få hjælp i opstartsfasen til nye teknologier, som skal kunne afprøves i storskala, siger Kim Brandt, Henning T. Lauritzen, Hans Stougaard, Mogens Kjeldal og Michael Husfeldt fra de nævnte organisationer og foreninger.

De påpeger, at det blandt andet gælder om at få et anden generations storskala anlæg til fremstilling af bioethanol på plads inden for kort tid.

 

Løft Danmark ind i førerposition

Danmark har bevist med vindmøllerne, at vi har pondus til at udvikle ny, banebrydende teknologi. Det samme har Novozymes med sine enzymer, der kan medvirke til at omdanne halm og andre restprodukter fra landbruget til brændstof, der erstatter fossile brændstoffer.

Men udviklingsarbejdet med ny teknologi fremmes mest, når idéer og produktion er placeret tæt på hinanden.

- Derfor er det uforståeligt, at mange danske politikere nu er tæt på at vende ryggen til anden generations bioethanol, blot fordi analyser fra DONG viser ringe driftsøkonomi.

- Vi har behov for anderledes uafhængige analyser, og politikerne skal have mod til at støtte en igangsætning af et fuldskalaanlæg.

- På den måde kan de løfte Danmark ind i en førerposition på et nyt felt, siger de fem organisationer og foreninger.

 

Beskæftigelse i yderområderne

Der er allerede sat dato for, hvornår halm til afbrænding i de to store DONG kraftværker skal fases ud. Hvis det sker som bebudet i 2014, vil det koste knapt 1.000 arbejdspladser alt i alt. Desuden vil det yderligere øge importen af træflis.

Men vedtager politikerne at skabe et alternativ i form af et anlæg til fremstilling af bioethanol blandt andet på basis af halm, vil det skabe mange flere arbejdspladser end dem, der forsvinder med udfasning af halmafbrændingen. Den kan så blive ved, indtil et bioetanol-anlæg er etableret.

- Det er der perspektiv i, fastslår de fem repræsentanter.

 

Foto
Et energiforlig uden halm er meget kortsigtet og skaber ikke fremgang i det danske samfund, mener (fra venstre) Michael Husfeldt, Mogens Kjeldal, Hans Stougaard, Mike Legarth, Kim Brandt og Henning T. Lauritzen, som holdt møde om mulighederne for fremtidig brug af halm til energiproduktion i Danmark.

 

Yderligere oplysninger hos: Hans Stougaard fra Danske Halmleverandører 40 36 19 01 og afdelingsformand Kim Brandt 3F 70 30 09 16