Log ind

Log ind

Snertinge Maskinforretning A/S supplerer traktorprogrammet med SAME

Med både Deutz-Fahr og SAME i salgsmappen får Snertinge Maskinforretning endnu flere muligheder for at tilfredsstille de mange forskellige kundegrupper forretningen beskæftiger sig med og understøtter deres position som leverandør til grøntsagsproducenter og andre, der producerer nicheproduktioner

Med SAME-traktorerne får Lars Pedersen, som ejer Snertinge Maskinforretning, og hans team et endnu bredere produktsortiment at arbejde med, hvilket passer godt til forretningens filosofi om at betjene hele den grønne sektor med maskiner og service - ”Nogle kunder bliver store, andre bevarer en blandet struktur, og nogle helt tredje specialiserer sig i nicheafgrøder, økologisk drift osv.  Det er meget forskellige kundegrupper med både redskaber og traktorer - og vi vil gerne handle med dem alle.”

En stærkt medvirkende årsag til udvidelsen med SAME er de nye spændende SAME-modeller, der er introduceret i løbet af det sidste år. Explorer3, Fortis og Virtus er alle blevet lanceret i Danmark i løbet af 2012 og giver SAME en meget stærk position i mellemklasse-traktorerne, hvor de ydermere kan klare sig i konkurrencen om de prisbevidste kunder.

SAME Frutetto3 er en ukendt ”nyhed” i Danmark, men Lars Pedersen mener, det er en spændende traktor for mange kunder udenfor det traditionelle landbrug. Med en bredde på kun 131 cm og helt op til 107 hk er der mange steder, hvor den kan komme frem, uanset om det er med gasbrænder eller dampudstyr på cykelstierne eller mellem rækkerne hos de specialiserede bær- og frugtavlere.

Et godt match

Snertinge Maskinforretning A/S har et stort program af maskiner og redskaber. Flere af disse er tilpasset til forskellige specialafgrøder og for eksempel planteskoler. Det er et markedssegment, som traditionelt kører SAME. Det skyldes blandt andet, at de røde traktorer traditionelt har været i stand til at køre meget langsomt, hvilket er nødvendigt til mange af branchens opgaver. Det gælder stadigvæk, for den nye SAME Virtus kan køre helt ned til 134 m pr. time ved fuld gas og bemærkelsesværdige 50 m pr. time i tomgang.

På service og reservedelssiden er Same også et godt match til forretningens eksisterende traktormærke Deutz-Fahr. Både Deutz-Fahr og Same leveres nemlig af den store traktorproducent SDF og begge mærker importeres og distribueres i Danmark af HCP Danmark A/S. ”Vi kender stort set opbygningen, reservedelskatalogerne, servicekravene osv., allerede inden vi går i gang og det nødvendige værktøj findes i servicebilerne, så det er ideelt for os, og kunderne får kompetent service fra dag et”, siger en tilfreds Lars Pedersen, der ser frem til at få Same-kunder i sin forretning.

Fakta om Snertinge Maskinforretning A/S

Forretningen er ejet af Lars Pedersen. Siden 2003 har man solgt Deutz-Fahr’s traktorprogram.

MI’s produkter med bl.a. Kuhns omfattende program er et andet vigtigt forretningsområde, men også Danfoil-sprøjter, Kramer Allrad læssemaskiner, pillefyr osv. indgår i programmet. Maskinforretningens team består af et team på 12 medarbejdere. 2 i salg, 3 i butik/reservedele, 1 i administration og 6 servicefolk, der udover et moderne værksted også råder over 3 servicebiler og en lastbil. 

Yderligere oplysninger:

Lars Pedersen, Snertinge Maskinforretning A/S – 59268004
Thomas Birkballe, HCP Danmark A/S – 76731125