Log ind

Log ind

Ser stadig fremad som 85-årig

Asger Andersen kan om nogen kaldes dansk maskinhandels grand old man, og selvom han har en skarp hukommelse, ser han mere på fremtidens muligheder end på fortidens begivenheder

Man behøver hverken at tale langsomt eller i korte, let forståelige sætninger for at få gang i en snak med den snart 85-årige Asger Andersen.

Ingen med blot lidt respekt for sig selv i branchen tør offentlig sige, at de ikke kender ham. For så har de afsløret, at de ikke har været med i gamet ret længe.

For selv om Asger Andersen har en efterhånden godt brugt dåbsattest, er han at finde her og der og mange steder.

- Jeg føler mig ikke gammel, erklærer han uden tøven.

Det er også sådan, vi andre oplever ham. Som en, der både har erfaringens stærke ballast og modet på og evnerne til stadig at lære nyt og skue ud i fremtiden for at se nye muligheder.

Som nu her for nogle dage siden, hvor han var til generalforsamling i MI. Her rejste han sig op, som han også plejer at gøre det i andre, store forsamlinger, hvor han altid er med.

- Vi i MI skal ikke hvile på laurbærrene, selvom vi nu fejrer vores første 50 succesrige år.
- Tværtimod skal vi frem i skoene og være foran vores konkurrenter i branchen, sagde han til sine medandelshavere i indkøbsforeningen.

Aktiv i forretningen hver dag

I hans alder er alle andre fra en kant af for længst begyndte at nyde pensionen. Men sådan er det ikke for Asger Andersen - tværtimod.

Han og hans kone, Dea, har de seneste 52 år været fælles om deres livsværk, nemlig at drive maskinforretning i både Gørlev og Slagelse. Og det er de ikke holdt med endnu.

- Vi kommer begge to i forretningen hver dag og løser hver sine opgaver, siger han.

Når man spørger ham, hvornår han så vil holde, er svaret ikke en dato.

- Jeg bliver ved, så længe helbredet og hukommelsen er til det, siger han.

Så han anser for eksempel ikke 100 års brug af dåbsattesten som en bagkant på at være aktiv maskinhandler.

- Tænk på Haldor Topsøe, han nåede næsten at blive 100 som aktiv, siger Asger Andersen.

Kører selv traktor på egen jord

Asger Andersen er heller ikke bange for at springe på en traktor.

- Jeg har fået mig en Case IH Puma CVX 160 med RTK-autostyring, og den er jeg ret glad for, fortæller han.

I det hele taget er han blevet svært godt tilpas med de røde traktorer og høstmaskiner, som kom til efter mange år med John Deere, Massey Ferguson og Fendt.

- Vi startede ud med David Brown i sin tid, og inden da var jeg rejsemontør i det mærke, siger Asger Andersen.

Det var en engelsk bygget traktor, og engelsk mekanik har han også på anden vis stiftet nært bekendtskab med.

Har kørt ræs på motorcykel

Man kan nu godt få Asger Andersen til at se bagud i hans liv.

- Ja, det er rigtig, at jeg i mine unge dage var meget optaget af at køre baneræs på en Triumph motorcykel, fortæller han gerne. Det blev til 245 løb i alt i årene 1950-1961.

Danmarksmester blev han nu ikke, men tit nummer to. Men han lyder ikke som om, det ærgrer ham voldsomt, at han ikke havnede øverst på skamlen. I det hele taget virker det ikke som om, at han samler på det negative.

Den dag i dag har han stadig en Triumph baneracer, og han har såmænd også en med nummerplader på.

- Men når jeg skal dyrke landbrug i min fritid, har jeg ikke tid til at køre tur på motorcyklen, erkender han.

Førhen kørte han meget med Dea bagpå motorcyklen. Den del af tilværelsen er ovre, og hun nøjes også med at kigge til, når han kører traktor, selvom den har et fint passagersæde.

Kiggede ud over rigets grænser

Selvom Asger Andersen siger - ganske vist med et smil, at alle gode mennesker kommer fra Gørlev, er det tydeligt, at han ser meget længere ud i verden.

Blandt andet var han i en årrække formand for Dansk Maskinhandlerforening og var dermed i høj grad med til at sætte foreningens dagsorden.

Således var det ham, der igen fik Dansk Maskinhandlerforening med i den europæiske brancheforening for maskinhandlere kaldet Climmar.

- Vi var meldt ud i et stykke tid, men jeg mente, at det var meget vigtigt, at vi igen kom med, forklarer han.
Da Danmark i sensommeren 2012 var vært for Climmars kongres, blev det også tydeligt, at samarbejde på tværs af de europæiske lande absolut giver nogle fordele for maskinhandlerne.

Fødselsdag på Roskilde Dyrskue og reception i Gørlev

Når klokken slår 7. juni 2013 ind, fylder Asger Andersen 85 år. Det er også dagen, hvor Roskilde Dyrskue slår portene op til årets udstilling.

Mon Asger Andersen bliver hjemme? Næppe…..

- Jeg er på dyrskuet, og selvfølgelig er man velkommen til at komme og hilse på henne på Asger Andersen Maskinforretningers stand, indbyder han.

Er man af en eller anden grund ikke i stand til at komme den dag, er der en ny chance ugen efter i Gørlev. Her er der reception i maskinforretningen kl. 12-16.

Hvis du tager dig tid til at komme en af de to dage - eller dem begge - kan du opleve, hvordan Asger Andersen tager fat om tilværelsens udfordringer. Det bliver man i bedre humør af.