Log ind

Log ind

SAME til Ølgod

Endnu en Deutz-Fahr forhandler forøger sit produktprogram med SAME. Denne gang er det Ole Jacobsen Maskinforretning A/S, der føjer SAME til produktlisten. Maskinforretningen sælger nu 3 forskellige traktormærker, idet Zetor også er på programmet.

”Man må tilpasse sig markedet”, siger Johnny Jørgensen, der sælger de fleste traktorer hos Ole Jacobsens Maskinforretning. ”Nogle kunder bliver store og specialiserede, andre bevarer en blandet struktur, og nogle helt tredje køber en madkasse og får lønarbejde udenfor bedriften – det er nogle meget forskellige kundegrupper, og når vi nu gerne vil handle med dem alle, skal vores produktsortiment være meget bredt.”

Både han og Mogens Lauridsen, der begge arbejder med salg hos Ole Jacobsen Maskinforretning, er glade for at få SAME i salgsmappen. ”Vi kender producenten, og vi arbejder i forvejen tæt sammen med importøren HCP, så vi skal ”bare” sætte os ind i produkterne, før vi for alvor tager fat på at sælge SAME.” De mener ikke, at salget blot vil blive delt ud over 3 i stedet for 2 mærker. ”Det er simpelthen forskellige kundegrupper, og derfor tror vi på, at salget af 3 mærker samlet set bliver større end 2.”

Tæt samarbejde med importøren

Fra forretningen i Ølgod sælger man blandt andet traktorer af mærket Deutz-Fahr, Zetor og nu også SAME. De kommer alle fra HCP Danmark A/S, der ligger 20 minutters kørsel fra Ole Jacobsen Maskinforretning. ”Det giver os helt klart en fordel”, mener Johnny Jørgensen. ”Hvis en kunde er usikker på valg af traktormodel eller udstyrsniveau, kan vi hurtigt lige smutte til Krogager og se de forskellige muligheder. Mangler vi akut en reservedel, kan vi også hurtigt hente den.”

Og så tilføjer han, at til trods for de mange besøg med kunder, føler både han og kunderne sig velkomne hver gang. ”Det er flinke mennesker hos HCP”, slår han fast.

Fokus på god service

Ole Jacobsen Maskinforretning A/S er et solidt vestjysk firma. I 2013 kan man fejre 40 års jubilæum. Stifteren Ole Jacobsen var uddannet landbrugsmekanikker og hans interesse for service og mekanik spores den dag i dag i firmaet. Dedikerede servicemedarbejdere, kundetilpassede løsninger og et velassorteret reservedelslager er et vigtigt fundament for firmaet. Men kunderne finder som skrevet også mange traktormærker, stærke redskabsprogrammer og en butik, der sælger stort og småt til både professionelle og hobbykunder.