Log ind

Log ind

Nye Kubota’er samlede Skandinavien på Amager

Svenningsens gav debut til danske, norske og svenske sælgere i helt ny serie landbrugstraktorer

40 danskere, nordmænd og svenskere slog ring om fire japanere, da Svenningsens Maskinforretning i Kastrup i bogstavelig forstand samlede Skandinavien på Amager. For første gang satte Svenningsens virksomhedens sælgere af maskiner og grej til landbruget stævne til fælles inspiration og teoretisk træning, hvor Kubota Europa havde stillet en specialist til rådighed. Samt ikke mindst pløjning og harvning. Og det hele med nye traktorer fra Kubota som samlende midtpunkt.

- Vi ønskede at introducere Kubotas nye M-serie i landbrugstraktorer for alle de skandinaviske sælgere. Netop M-serien sigter direkte mod landbruget. Så til lejligheden havde vi sørget for både plov og harve efter Kubota-traktorerne, så salgsfolkene kunne høste praktisk erfaring på et stykke jord, som en lokal landmand venligt havde stillet til rådighed, fortæller salgskoordinator Martin Hvidesten hos Svenningsens Maskinforretning.

Det var første gang, der på denne måde kom samling på Skandinavien. Dronning Margrethe I gjorde det ganske vist også i 1397. Men dengang var der ikke topmoderne, kraftfulde landbrugstraktorer involveret.

De første kunder var bønder

Svenningsen-sælgerne fik dog alligevel en god portion af historiens vingesus. Salgsdirektør Benny Svenningsen bød de mange sælgere fra Danmark, Norge og Sverige velkommen til hovedkvarteret. Og han benyttede lejligheden til at fortælle om Svenningsens imponerende historie præcis på stedet, hvor smedemester Andreas Svenningsen lagde grunden til familiefirmaet for nu 152 år siden.

Det var netop Amager-bønderne, der var de første kunder hos Svenningsens. Smeden klarede service på både heste og vogne med såvel skoning som vedligehold af beslag og hjul. Andreas Svenningsens gamle smedebygning ligger stadig på stedet – og tilmed i smuk og restaureret stand. Benny Svenningsen er nu i spidsen for virksomheden som sjette generation.

Efter det historiske tilbageblik, tog nutiden og fremtiden over. Kubotas nye traktorserie består af seks modeller, hvoraf de fire største er ankommet til Danmark, mens de sidste to følger hen over sommeren.

Ideelle marktraktorer

De fire Kubota’er, som den skandinaviske sælgerstab fik lejlighed til at stifte tæt bekendtskab med, er M8650 med 85 hk i motorrummet, M9960 med 100 hk, M110GX med 110 heste, samt den store M135GX, som byder på hele 135 hk.

- Der er tale om ideelle marktraktorer til kørsel med plov med mulighed for indstilling til to forskellige motoromdrejninger. M110GX og M135GX kan selv skifte fire gear op og ned i otte gearområder. M8560 og M9960 har hydraulisk vendegear, og på de to største GX-traktorer er vendegearet el-hydraulisk, fortæller Martin Hvidesten.

Topmodellen, M135GX, har hydraulisk affjedret foraksel som standard.

Uden AdBlue

Hele den nye M-serie har Common Rail-motorer, som lever op til de nyeste miljøkrav og til fulde opfylder Tier IIIB-kravene. Dermed også partikelfilter, som selv klarer regenereringen automatisk, mens traktoren arbejder.

- Det betyder så samtidig, at der ikke skal tilsættes AdBlue til dieselolien, som det ellers er tilfældet for mange andre traktorer, siger salgskoordinator Martin Hvidesten.