Log ind

Log ind

Ny direktør for DLMF og Agromek

Danske Landbrugsmaskinfabrikanter (DLMF) og Agromek får Allan Pedersen som ny direktør.

Allan Pedersen, 41 år, der er uddannet HD-A og markedsøkonom, kommer til jobbet med indsigt i
markedet for landbrugsmaskiner og stor lyst til i tæt samspil med bestyrelse og medlemmer at videreudvikle fabrikantforeningen og Agromek.

- Jeg er både glad for, og ydmyg over, at jeg er valgt til at overtage stafetten efter tidligere direktør Jan Tjørnelunde Pedersen. Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet, og vil gøre mit yderste for at leve op til tilliden, siger Allan Pedersen, der har første arbejdsdag d. 1. august.

Allan Pedersen har tidligere i en årrække været direktør i H. C. Petersen Danmark A/S, ligesom han har ledererfaring fra Thyregod A/S og DAL-BO A/S. Det seneste år som selvstændig konsulent har han rådgivet leverandører til landbruget om salgs-, markedsførings- og kommunikationsarbejde. Allan Pedersen har dermed allerede nu bred erfaring fra flere af medlemmerne og forståelse for deres behov og interesser.

Samtidig med direktørskiftet bliver DLMF foreningsmedlem af Landbrug & Fødevarer.

- Vi er meget optaget af, hvordan vi i DLMF bedst servicerer vores medlemmer, og vi har i længere tid
været i god dialog med L&F om fordelene ved et tættere samarbejde, siger formand Sten Andersen. - Vi føler, vi med foreningsmedlemskabet af L&F, der giver vores direktør en stor organisation i ryggen, har sikret det bedst mulige udgangspunkt for, at medlemskab af DLMF bliver endnu mere attraktivt fremover.

Allan Pedersen, der privat bor i Jelling, får kontoradresse på Axelborg i København.

 

Yderligere oplysninger:
Sten Andersen - 2424 7634
Allan Pedersen - 2750 9112