Log ind

Log ind

Maskin-veteran gør comeback og bliver Kubota-forhandler

Bredsten-virksomheden Lind & Kruse klar med ny power efter ni år i dvale

Et halvt århundredes erfaring inden for maskinbranchen i forening med helt nye kræfter med masser af gå-på-mod har vækket Bredsten-firmaet Lind & Kruse af dvale efter ni år. Tilmed til en helt ny tilværelse, hvor det markante, japanske maskinmærke Kubota kommer til at spille en central rolle.

Lind & Kruse med Lars Teglgaard Jensen som administrerende direktør og Jens Lind som salgsdirektør er ny forhandler for den danske Kubota-importør, Svenningsens Maskinforretning A/S med hovedkvarter i Kastrup. Et arrangement, der passer helt perfekt for begge virksomheder.

- Vi har manglet en forhandler i Trekant-området til at lukke et hul i forhandlernettet. Det er vi meget overbevist om, at Lind & Kruse er den rigtige virksomhed til at klare, vurderer produktansvarlig Martin Hvidesten hos Svenningsens.

- Vi har manglet både græsklippere og små traktorer i det rigtige mærke i vores sortiment. Det gør vi ikke længere med Kubota-forhandlingen på plads. Vi vidste i forvejen, at Kubota laver rigtig gode produkter. Mange andre maskinmærker kører jo med Kubota-motorer. Det er der nok nogle gode årsager til, vurderer salgsdirektør Jens Lind hos Lind & Kruse.

Billede: Lind & Kruse A/S er tilbage på facaden i Bredsten og forener et halvt århundredes maskin-erfaringer med ny power. Fra venstre er det salgskonsulent Ingolf Schauer fra Svenningsens, indehaver og administrerende direktør Lars Teglgaard Jensen, Lind & Kruse, på Kubota zeroturn-klipperen indehaver og salgsdirektør Jens Lind, Lind & Kruse, sælger Peter Lyngsø, Lind & Kruse, og produktansvarlig Martin Hvidesten fra Svenningsens.

Firmaet på stand-by

Næste år har Jens Lind 50 års jubilæum med maskiner. Han startede som arbejdsdreng, da han var 15 år. For ni år siden satte han sit firma Lind & Kruse A/S på stand-by.

- Jeg startede firmaet i 1985 under navnet Jens Linds Maskinservice. Året efter gik Niels Jørgen Kruse med i firmaet, som så skiftede navn til Lind & Kruse. Jeg bibeholdt navnet, da Niels Jørgen Kruse trådte ud i 1991. Jeg var New Holland-forhandler, men i 2003 blev der ændret på forhandlerstrukturen. Så jeg solgte aktiviteterne i firmaet til Maskinpartner, men beholdt bygningerne. I 2009 flyttede Maskinpartner ud, men året efter rykkede firmaet Horsens Maskiner ind i mine bygninger med en Bredsten-afdeling, fortæller Jens Lind.

Klar til ny æra

Mens andre virksomheder således satte deres logoer op på facaden, havde Jens Lind stadig firmaet Lind & Kruse liggende og slumre. Og i år kom Lars Teglgaard Jensen så på banen som ny forretningspartner i Lind & Kruse med forhandling af Case IH, Case Construction og Kverneland. Han og Jens Lind købte aktiviteterne ud af Horsens Maskiner og rykkede selv ind under det gamle og kendte navn Lind & Kruse A/S.

Nu skulle der igen gang i løjerne i bygningerne på Industriparken 3 i Bredsten. Lind & Kruse A/S er tilbage på facaden. Og inden døre er indehaverne Jens Lind og Lars Teglgaard Jensen sammen med sælger Peter Lyngsø klar til at give håndslag nu også på Kubota’er.

- Jeg er sikker på, at aftalen med Svenningsens om at forhandle og servicere Kubotas groundcare-program med græsklippere, kompakttraktorer og de små dieselbiler vil få stor betydning for os. Nu skal vi lige have gjort potentielle kunder i området opmærksomme på, at Kubota er på plads i Bredsten. Og så vil vi satse meget på at komme i dialog med boligforeninger, anlægsgartnere, kommuner, entreprenører og andre, siger Jens Lind.