Log ind

Log ind

Japanere klarer både halmballer og snedriver

Martin Klonaris har hang til Kubota-traktorer – han har netop suppleret sin samling med den nye M135’er

Nogle samler på frimærker, andre på sommerfugle. Martin Klonaris i Frederikssund har godt gang i en samling af Kubota-traktorer. Han har netop fået leveret den nye M135GX, som er den største traktor i M-serien fra den japanske producent. I forvejen havde han to Kubota M130-traktorer.

- Jeg har altid været glad for mærket. Og forhandleren er hurtig til at levere. Her i vinterperioden bruger vi traktorerne til snerydning og saltning. Om sommeren er de med i græshøsten og hjælper med at lave små wrap-baller til hestefolket. Vi driver Ll. Haspeholm Hestefoder, som er en af Danmarks største gårdbutikker med hestefoder, fortæller Martin Klonaris.

- På årsbasis laver vi op imod 25.000 wrap-baller. Vi kører med traktorerne efterspændt presser og indpakker, så vi kan lave ballerne i ét hug. Traktorerne indgår naturligvis også i pasningen af græsmarkerne. Om vinteren tager Kubota’erne så en tørn med V-plov i front og saltspreder bagpå, siger Martin Klonaris.

- Kubota har altid været et stærkt mærke og en af spidserne blandt de små traktorer. Nu har fabrikken så også lavet større traktorer. 135 hk er en supergod størrelse til kommuner og mindre landbrug som vores. Og de japanske traktorer har det tilsyneladende ligesom japanske biler. De er driftsikre og virker bare, fastslår Martin Klonaris.

 

Japansk besøg

Svenningsens Maskinforretning i Kastrup er dansk importør af Kubota. Det er Svenningsens nordsjællandske Kubota-forhandler, Fredensborg Skov & Have, der har leveret den nye M135GX til Ll. Haspeholm Hestefoder. Den er afleveret med He-Va frontophæng, forskærme og udstyret med fire ventiler med indbygget frowregulering.

- Martin Klonaris har behov for enkle, men moderne traktorer med masser af kræfter, og som samtidig er meget manøvredygtige. M135GX har Bi-speed turn, som øger hastigheden på forhjulene og giver mulighed for en meget lille venderadius. Den er den største traktor i M-serien af landbrugstraktorer og en rigtig fin opfølger til de to Kubota M130-traktorer, han havde i forvejen, siger indehaveren af Fredensborg Skov & Have, Henrik Brunholm.

For kort tid siden fik Martin Klonaris japansk besøg i Frederikssund. Tre ingeniører fra Kubota var på tur rundt i Europa og lagde vejen omkring Ll. Haspeholm Hestefoder for at høre om de nordsjællandske erfaringer med traktorerne. Kubota-ingeniørerne ville gerne have input fra de daglige brugere til yderligere at optimere næste traktor-generationer.

Det var nu en ganske tilfreds Kubota-ejer, ingeniørerne mødte.

- I forhold til M130-traktorerne har den nye M135GX fået en ny og særdeles rummelig kabine. Der er masser af plads og komfort, og jeg er specielt glad for det fine udsyn, som giver mulighed for helt præcist at følge ploven, når vi fjerner sne, siger Martin Klonaris.

 

Topmodel til landbruget

- M135GX er Kubotas topmodel blandt landbrugstraktorerne. Den udmærket sig på en lang række felter. Blandt andet med den stærke motor og hydraulisk affjedret foraksel. Transmissionen har el-hydraulisk vendegear og mulighed for automatisk op- og nedgearing. Bagliften har en løftekapacitet på 6,1 tons, og traktoren har udvendige kontakter for løft og sænk af bagliften, fortæller Svenningsens produktchef, Martin Hvidesten.

Kubota agter i øvrigt ikke at lade det blive ved 135 hk som maksimum for landbrugstraktorerne. På fabrikken i Japan udvikles nu traktorer op til 170 hk med specielt sigte på landbruget i Europa, Nordamerika, Australien og det japanske hjemmemarked. I Frankrig bygges en splinterny fabrik, der skal stå for produktionen af de nye landbrugstraktorer, som Kubota regner med at bygge 3000 af om året. Den nye traktorfabrik ventes færdig til produktion i april næste år.

Til venstre ses Kubota forhandler Henrik Brunholm fra Fredensborg Skov og Have og ved siden af ham Martin Klonaris , den stolte ejer af 3 store Kubota traktorer.

For yderligere info kontakt:

Svenningsens

Produktchef Martin Hvidesten

mah@svenningsens.com

tlf.:  32 46 54 64