Log ind

Log ind

HCP Nordic i Krogager og Landboungdom indvier ny bane med Traktor Pulling Showtræk

Sort dieselrøg, larmende hestekræfter og masser af glade mennesker indtager den 29.09 pladsen ved HCP Nordic, Ansager Landevej 11, Krogager og arrangørerne lover action for alle pengene.

I forbindelse med HCP Nordics store nybyggeri sidste år, blev der lidt plads tilovers, som blev brugt til at anlægge en bane, der kan bruges til traktortræk. Banen er anlagt i samarbejde med LU SydVestJysk Traktor Pulling, der er en undergruppe af Landboungdom, region Ribe, og overholder alle krav til såvel traktortræk som tilskuernes sikkerhed.

Den 29.09 kl. 10 skal banen indvies med show-træk i 10 forskellige traktorklasser fordelt efter type og vægt. Den største vægtklasse er på op til 13.000 kg!! Der kommer mange køretøjer, og SydVestJysk Traktor Pulling forventer massiv tilskuerinteresse og flere hundrede gæster.

Jens Chr. Hundahl, Adm. direktør i HCP Nordic, glæder sig naturligvis til det store showtræk, men lige så meget over samarbejdet med SydVestJysk Traktor Pulling. ”Det er altid spændende at arbejde sammen med unge mennesker, der brænder for deres sport. Og det glæder os, at vi på denne måde kan være med til at hjælpe vores kundegruppe. Vi har i forvejen et godt samarbejde med flere landbrugsskoler om uddannelse i traktorkørsel, men traktorpulling er noget helt nyt for os. Det bliver en spændende festdag for os alle.”

Der køres i 2 hovedklasser. Standardtraktorer fordelt i 6 vægtklasser fra 0 – 13.000 kg og Farmtraktorer i 4 forskellige vægtklasser mellem 0 og 5.700 kg.