Log ind

Log ind

Fordobler omsætning efter tre års hård omstilling

Herborg Smede- og maskinforretning er kommet styrket ud af John Deere koncernens nye strategi, der sprang som en bombe under forhandlerne i 2011.

Hos den vestjyske maskinforhandler i Herborg har de sidste tre-fire år været præget af John Deere koncernens nye strategi, der, med medejer Keld Andersens egne ord, sprang som en bombe i efteråret 2011 for alle forhandlerne af de karakteristiske grøn-gule landbrugsmaskiner.
Nu, snart tre år efter at den nye forhandlerstruktur faldt på plads, viser resultatet sig af de svære beslutningers efterår for Herborg Smede- og maskinforretning.

Fra 2011 til 2013 steg omsætningen fra 148,7 mio. til 300,4 mio. kr., hvilket svarer til en vækst på mere end 100 pct. Samtidig kunne maskinforretningen levere et årsresultat på 10,9 mio. kr.

»2013 var et kanongodt år for os,« siger Keld Andersen og fortsætter:
»Landbruget et jo stadig sådan et erhverv, hvor landmændene faktisk bruger deres grej hver dag. Det giver automatisk en nedslidning, og med lidt mere optimisme i erhvervet smittede det af på os. I hele vores område solgte vi mere, og vi ansatte endda to mand mere i Nørre Nissum,« siger han og tilføjer, at nye, bestemte regler gjorde december 2013 historisk god.

»Der kom en ny afskrivningsregel i erhvervet, der betød, at kunderne kunne få ekstra 15 pct., hvis de købte en nye maskine inden 31. december. Det fik alle de, der overvejede at købe maskineri, til at tage en beslutning og handle nu. Det var et vanvittigt salg. Vi omsatte for 53 mio. kr. den måned ud af en omsætning på 300 mio. hele året,« fortæller Keld Andersen.

Svær start
I praksis betød det nye John Deere-koncept, med navnet Dealer of Tomorrow, at importørerne blev opsagt, og at antallet af forhandlere skulle reduceres. For indehaverne af Herborg Smede- og maskinforretning, som foruden Keld Andersen også talte hans svigerfar, stifteren Oluf Poulsen, og hans svoger Jens Poulsen, betød den nye strategi, at de blev tvunget til at tage en hurtig, beslutning om at byde på
at blive den nye forhandler i Vestjylland. De opkøbte således maskinforretningerne i Farre ved Give og i Nr. Nissum ved Lemvig. Det udvidede dækningsområdet væsentligt.

»Vi brugte meget krudt på udstillinger og åbent hus, men havde også god støtte fra John Deere som vidste, at vi var inde i en hård proces,« siger Keld Andersen, som husker tilbage på tiden før, under og efter forhandlingerne som »rigtig svær«. Mange af kunderne sympatiserede med deres gamle forhandlere, som havde fået trukket det nye koncept ned over hovedet. Den tid er heldigvis ved at være forbi, fortæller han og fremhæver nogle af fordelene ved den nye struktur.

»Med John Deere som vores hovedagentur har vi fået bedre betingelser og bedre priser. Vores størrelse har også betydet, at vi har bedre mulighed for at udlåne demomaskiner, og det gør en stor forskel.«
For indeværende år lyder det fra maskinhandleren, at »2014 er lige så sløj som 2013 var god«. Det skyldes blandt andet situationen i Rusland, som gør kunderne usikre, fortæller Keld Andersen.

Artiklen kan læses i PDF med informationer, billeder og nøgletal her.