Log ind

Log ind

Danmarks bedste lærling skal kåres

Hvilken maskinforretning har Danmarks bedste landbrugsmaskinmekaniker-lærling? Det afgøres, når fire finalister i weekenden 14.-15. november kæmper i DBL 2014/15.

Erhvervsskolerne Aars danner igen rammerne, når fire unge lærlinge dyster om at vinde titlen ”Danmarks Bedste Lærling – Landbrugsmaskinmekaniker 2014/15”. 14.-15. november åbnes dørene til to spændende dage, hvor de fire finalister i sammenlagt fire opgaver skal kæmpe mod hinanden på tid, teknisk kunnen og faglig stolthed. Vinderen er den, der sammenlagt scorer flest point i opgaverne.

Danmarks Bedste Lærling – Landbrugsmaskinmekaniker indeholder fire forskellige og krævende opgaver. Hver deltager får to timer til hver opgaver og belønnes med et antal point alt efter, hvor godt opgaven er udført.

Bag konkurrencen står Erhvervsskolerne Aars, LandbrugsMedierne, Dansk Metal og Dansk Maskinhandlerforening med Grene som sponsor. Det er anden gang konkurrencen finder sted, og Danmarks Bedste Lærling har nu fundet sin faste rytme som en årligt tilbagevendende begivenhed med få ændringer.

- Der bliver tryk på, og de fire kandidater får helt sikkert travlt. I forhold til sidste gang har deltagerne nu kun to timer mod tidligere tre til hver opgave. Vi forsøger med andre ord at presse dem lidt mere, men det er også nogle super dygtige folk, som deltager, så det bliver spændende at følge, fortæller Karsten Poulsen, faglærer på Ervervsskolerne Aars.

Elektronisk test forud for konkurrencen

Vinderen af sidste DBL, Thomas Bak Sørensen, i færd med at måle på elektronikken. Hvem der vinder denne udgave af Danmarks Bedste Lærling-konkurrencen afgøres fredag og lørdag d. 14.-15 november.

De fire opgaver er ukendte for deltagerne helt ind til sidste øjeblik. På den måde har de alle ens vilkår, når startskuddet går. Finalisterne har dog forud for konkurrencen været gennem en optagelsesprøve.

- Forud for konkurrencen har man som lærling kunnet indstille sig til at deltage. De har alle derefter taget en teknisk online-test med en række spørgsmål, og den danner sammen med en række andre ting grundlag for udvælgelsen af de fire finalister, forklarer Karsten Poulsen.

Hovedpersonerne er Anders E. Pedersen fra TBS Maskinpower, Christian Nellemann fra Egebjerg Smedie, Morten Birk Bech fra Johannes Mertz og Peter Birkedal fra Henry D. Nielsen Maskinforretning. Alle fire har de det til fælles, at de er i færd med at tage uddannelsen som landbrugsmaskinmekaniker.

- Jeg meldte mig til konkurrencen, fordi den er rigtig spændende, men også fordi det er en god forberedelse til svendeprøven. Jeg var heldig at blive udvalgt som en af de fire finalister, så det bliver spændende, om jeg kan leve op til forventningerne, fortæller Morten Birk Bech.

DBL 2014/15 foregår på Erhvervsskolerne Aars, der er landsdækkende uddannelsessted for landbrugsmaskinmekanikere.

Begge konkurrencedage er åben for publikum, der får lejlighed til at komme helt tæt på deltagerne. Fredag i tidsrummet 11.30-17.00 og lørdag fra klokken 07.30 til 12.30, hvor formanden for Landbrug & Fødevarer,Martin Merrild, samt Claus Nissen fra Dansk Maskinhandlerforening vil afsløre vinderen af DBL 2014/15.

Fredagen byder også på en temadag om bremsere på køretøjer i landbruget, og lørdag holder Ervervsskolerne traditionen tro Åbent Hus, så der er mulighed for at se hele skolen under konkurrencen.