Log ind

Log ind

549 udstillere og næsten totalt udsolgt på Agromek

Nordeuropas største samlede landbrugsmesse er klar til at præsentere alt til stald og mark – nu også på udendørs stande

Der bliver rigtig meget at se for både planteavlere og husdyrproducenter på Agromek 2014 i MCH Messecenter Herning i november.

Nordeuropas største samlede landbrugsmesse præsenterer et fuldt program i maskiner og udstyr til både mark og stald. Det bliver en af de største udstillinger, og der er næsten totalt udsolgt.

Der er nu 549 udstillere, og heraf har 27 udstillere yderligere en stand udendørs. De udendørs stande er et nyt initiativ, der giver udstillerne mulighed for at præsentere endnu flere af deres maskiner eller udstyr.

- Det er dejligt med den store opbakning , og forhåndsinteressen fra besøgende – ikke mindst fra udlandet – vidner om, at Agromek er både kendt og anerkendt som en seriøs og faglig udstilling for landbruget, siger Agromeks formand, administrerende direktør Sten Andersen, Dan Egtved A/S.

Leverandørerne til dansk husdyrproduktion har i mange år været meget innovative. På Agromek præsenteres igen i år de nyeste tendenser inden for eksempelvis staldsystemer, fodring og overvågning, som kan medvirke til at gøre svine- og kvæg- og fjerkræproduktionen endnu mere effektiv, samtidig med at der lægges stor vægt på dyrenes velfærd.

På udstillingen af traktorer og mejetærskere bliver Agromek styrket yderligere i år.

Næsten alle de store, kendte traktormærker udstiller nu på Agromek, og en række andre kendte traktorfabrikater til have-/parkområdet vil også kunne opleves på messen. Dermed får Agromek 2014 en meget stor og varieret traktorudstilling.

Vil de besøgende selv prøve at køre en af de nye traktorer, bliver der også mulighed for det på en speciel indrettet udendørsbane.

På Agromek er der lejlighed til at se Danmarks bedste malkekøer. Der er bedømmelse af dyrene og flere konkurrencer inden for og mellem racerne.  Desuden præsenteres de bedste danske avlstyre samt kødkvæg.

Agromek finder sted tirsdag den 25. november til og med fredag den 28. november. Onsdag er der aftenåbent til kl. 20.00 med gratis adgang efter kl. 16.00.

De øvrige dage er der åbent fra 9.00-17.00.

Agromek 2014 har 549 udstillere og er den største samlede landbrugsmesse i Nordeuropa.

Foto: Wiegaarden.